Det er som sort sol over himlens skyggeside, bare hvid. Flokken forsvinder i træernes hvisken og du gør ligeså. Du hvisker 'kom med', men jeg kan ikke høre dig, vil ikke høre dig. Himlens bagside danner din verden, ikke min, tænker jeg, igen og igen. Og på et tidspunkt ophører din summende hvisken, og alting er igen et vaklende vakuum af stilhed.
Så smukt, så sårbart. Jeg elsker din ordleg og billeddokumentation.
SvarSletDu er så evigt sød, Rikke. Tak.
Slet