28.10.13

en tekst om en mand


han står der hver aften
kun når tusmørket har lagt sig over den pulserende by
suger han på sin cigaret
fingrene stift omsluttende det lille nikotinrør
utålmodige bevægelser
og benene krydset i den samme ligegyldige positur
læner han sig op af den kolde betonmur
med glas og lys i ryggen

han har stadig sin uniform på
men jeg kan ikke få øje på et navneskilt
og når jeg går forbi ham
med hænderne dybt begravede i lommerne
kan jeg ikke lade være med at tænke på
hvorfor vores veje krydses
og om der mon er en mening med at han står lige der
og at jeg går forbi ham lige her
men aldrig nogensinde formår at fange hans
tomme flakkende blik

3 kommentarer :