3.2.13

Jeg går

Lille, guld og glat. Jeg lader mine fingres spidser glide hen over de små markeringer i metallets kant, og mærker køligheden flytte sig fra den til mig. En nerve sidder i klemme et sted. Jeg ved han er på vej, derude på et snefyldt fortov, går han mig i møde. Varm ånde, røde knoer, små dugperler i hans hår. Bygningerne i min gade spejler sig i is og er skæve i skumringen. Jeg kan mærke det kolde metal i min lomme og lader min hånd lukke sig derom. Jeg går afsted. Vender ansigtet mod små flyvende partikler af himlen, der daler hvidt herned.