Forventninger vs realitet

Så sad jeg pludselig der, over 3000 kilometer hjemmefra, i en lille lejlighed på femte sal, i en by jeg ikke kendte, i et land hvis sprog jeg ikke talte. Og havde en masse forventninger til, hvad der nu skulle ske, og hvor godt det ville blive. Men det hele faldt til jorden med et brag, da jeg startede på jobbet, og jeg med det samme vidste, at det her, det kunne ikke være mit arbejde de næste fire måneder. Så sådan gik det. Jeg kan vælge at se det som en kæmpe fiasko, eller jeg kan vælge at fokusere på, at jeg har lært enormt meget om mig selv, og om hvor jeg står i forhold til det fag jeg brænder for og gerne vil arbejde med. Jeg har altså ikke tænkt mig at gå på kompromis. Hvis jeg skal have lov til at være idealistisk, drømme og begå fejl, er det vel nu hvor jeg er ung og ufuldkommen. Så det gør jeg. Jeg tog en chance, og det gik ikke. Nu må jeg videre til noget bedre.

At rejse væk

Alt sker på én gang lige for tiden. Jeg har altid vidst, at forandring godt kan gøre lidt ondt, og være lidt utrygt, men jeg mærker det nu. Jeg mærker også hvor spændende det kan være. Jeg har sagt mit studiejob op, skal til at opsige mit lille værelse her i Aarhus og om cirka elleve dage sidder jeg alene i et fly på vej til Sydspanien. Og der skal jeg så bo og arbejde de næste fire måneder. Jeg har som en del af min uddannelse nemlig fået en praktikplads hos et dansk reklamebureau i Málaga. Og det er så sejt. Men inderst inde er jeg også bare skide-bange og kan få pludselige anfald af hvad-fanden-laver-jeg-egentligt-og-skal-jeg-helt-alene-til-spanien?

Jeg har en meget dejlig kæreste, nogle meget dejlige venner og en meget dejlig familie, som jeg kommer til at savne helt afsindigt meget, og som jeg sikkert kommer til at sidde og tude over de første dage efter jeg er rejst. Og helt ærligt, siger jeg så til mig selv. Det er ikke for evigt. Tag dig lidt sammen.

Jeg rejser på min toogtyve-års fødselsdag. Halvdelen af dagen med min familie og afsked i lufthavnen, og den anden halvdel på flyet og alene i en tom lejlighed i et nyt land. Og selvfølgelig glæder jeg mig. Og selvfølgelig er jeg næsten ved at tisse i bukserne af skræk. Sådan skal det nok bare være. Men jeg føler mig på gyngende grund, for første gang i lang tid. Jeg tror det er sundt nok. Nogle gange bliver hverdagen fandeme for tryg og ensformig - og det har den været længe for mig. Nu prøver jeg noget nyt. Jeg tager alene til et land, hvis sprog jeg ikke taler, hvor jeg skal arbejde med noget jeg brænder for. Og jeg har sgu tænkt mig at sidde og fylde toogtyve og have blikket rettet fremad og ikke tilbage, for det er livet nok i virkeligheden alt, alt for kort til.

Dagene efter

December har været én lang prøvelse, i form af eksamensprojekt og gruppearbejde skråstreg rollercoaster ride. Så meget, at jeg nærmest ikke har mærket at det var jul. Så jeg udnytter de sidste rester af julehygge, her i dagene efter dagen, og sørger for at være sammen med familien, indånde den sidste duft af gran og drikke en masse af min fars gode kaffe.

Og så vil jeg gerne sige et lille hej til både gamle og nye læsere. Jeg er meget glad og beæret over, at i stadig hænger på, trods temmelig sporadisk opdatering. Hej!

Vintersol

Det er som om, at lyset er noget helt specielt, når det svinder ind og forgår. Vi fangede lige præcis det tidspunkt, hvor vi kunne se solen brage ned i hav og sand, for derefter at efterlade os i vintermørke og en ukuelig stilhed, der kun blev afløst af vindens hvisken i træerne. Helt alene, i et nærmest forladt sommerhusområde i slutningen af november, samledes vi lidt tættere sammen og varmede vores røde hænder foran pejsens flammer.

en tekst om en mand

han står der hver aften

kun når tusmørket har lagt sig over den pulserende by

suger han på sin cigaret

fingrene stift omsluttende det lille nikotinrør

utålmodige bevægelser

og benene krydset i den samme ligegyldige positur

læner han sig op af den kolde betonmur
med glas og lys i ryggen

han har stadig sin uniform på

men jeg kan ikke få øje på et navneskilt

og når jeg går forbi ham
med hænderne dybt begravede i lommerne

kan jeg ikke lade være med at tænke på

hvorfor vores veje krydses

og om der mon er en mening med at han står lige der

og at jeg går forbi ham lige her

men aldrig nogensinde formår at fange hans
tomme flakkende blik

Små streger

Jeg tegner engang imellem. Forsigtigt forsøger jeg mig med sorte penne og tynde streger i min skitsebog, men alleroftest går der ikke lang tid, før jeg utålmodigt lægger det fra mig igen. Jeg er utålmodig. Og jeg ved ikke helt hvad jeg skal stille op med pennen i min hånd. Men der er alligevel et eller andet tilfredsstillende ved bagefter at kunne slå op i skitsebogen, bladre igennem den, og se det sorte blæk være noget, det ikke var før.

Interrail // Paris

Hvis en by kan gøre mig rørstrømsk og højflyvende poetisk er det Paris. Jeg får altid den samme tilbagevendende trang til at lære et sprog så elegant. Jeg vil også rulle på r'er, være skødesløs smuk, gå med striber og klassiske snit og tegne mine øjne sorte med eyeliner i en kunstfærdig bue. Alt det vil jeg, når jeg står der i de pulserende, maleriske gader. Det tror jeg aldrig vil ændre sig.

Paris var tredje stop på vores rejse, indimellem Amsterdam og Paris var vi i Bruxelles en enkelt nat, men det kom der ingen spændende billeder ud af, så nu går vi direkte til Paris i stedet, og laver et elegant hop over Bruxelles, som ikke rigtigt nåede at gøre et indtryk på os.

Vi boede i Montmartre i en lille lejlighed på femte sal. Lejligheden var udstyret med en fin altan, der, når du bevægede dig ud på den, gav dig en udsigt over parisiske tagtoppe og lysende sexshops, altsammen i en stor forunderlig samhørighed. Nogle meter længere henne af vores gade lå Moulin Rouge og besteg man bakken omme bagved, kom man til Sacre Cour. Vi var midt i det hele. Og vi var ekstatiske.

Altanen blev brugt til utallige morgenmadssceancer med kaffe, croissanter og baguettes, middage med vin og en enkelt aften en lille fest og masser af franske øl. Byen blev brugt til alt det andet; cafebesøg, at fare vild, at se alt det man nu engang skal se (eller gense): Eiffeltårnet, Sacre Cour, Champs Elyssee og butikskiggeri, triumfbuen og Louvre og endeløse vandringer i området omkring montmartre, uden at vi nogensinde blev trætte af det. Det gjorde også, at det var lidt vemodigt den dag, hvor vi sagde farvel til byen og efter at have rejst omkring otte timer i tog kunne sætte vores fødder i Barcelonas varme gader.