Still sound

Rømø. Og alt det pludselig så sensitive, ved at befinde sig på en prik af land og nænsomt dyrket forgængelighed. Mellem stilhed og tidens fastfrosne øje, er vi kun disse mennesker. Disse mennesker, med disse små, rømske jordbær, soppende i mælk i tallerkenens runding. Disse mennesker, med disse bare fødder svingende under bordet. Disse fødder, der er blevet givet videre, og som ligner de andres.
Under vores uendelige og blå himmelskal, kan higende skyformationer bare feje forbi, for det er nu det er sommer, og det er nu vi er her, og har hinanden.

When I grow up

Jeg pakker ud, og sorterer, og puster støv af hemmelige æsker, og finder nye pladser til gamle sager.
Endelig har jeg fundet mig et permanent bosted i København. Og så ovenikøbet hos en sød, ung skuespillerinde lige midt på Nørrebro. Heldigt og godt.
Mange små projekter udføres, og langsomt bliver lejligheden også min.
Elve-årige sløjddrenge har skrevet forbudte ord på karlekammerskabets forpinte træ. Og selvom jeg har malet med hvidt, igen, og en gang til, så trænger de tynde blæklinjer igennem malingens lag, og efterlader ord som 'sex' og 'so' indprentet. Det er der noget sjovt over.
Det lille blomstrede stel som min farmor forærede mig, dengang jeg var en lille en - dengang mit uspolerede hoved brød sig med tanker om at droppe ud af børnehaven, for i stedet at gå prinsesse-vejen - har ladet sig genfinde. Skrøbeligt og håndmalet og ganske nuttet. Jeg tænker på den verden som vi delte, da jeg var barn, hver gang jeg tager et sip.
Jeg glæder mig til at Mona kommer hjem fra Roskilde. Snart. Så skal vi have det godt. Sammen. Endelig.
God weekend til jer alle.