4.1.12

New dreams

Her er en håndfuld billeder fra de seneste dage, som jeg har tilbragt hos søde veninder i København. Det er ikke til konkret at sige hvad dagene er gået med, men de er fløjet afsted, og nu sidder jeg tilbage på mit barndomsværelse for en kort stund, smilende til fragmentale glædesstunder på billeder fra nogle dejlige dage: Tre piger på sct. Hans Torv 3 (plenum), med tapas og heineken og røde kinder. Dernæst en mojito til hver, og så lidt flere. Stjernekiggeri og grineflip på madrasser på loftet, og tilpas med søvn. Gode snakke og fremtidsfrustationer, over kaffe på Månefiskeren på staden. Shopping og vindueskiggeri, og gåture med croissanter i lommen. Burgere dagen derpå, i køkkenet, med strømpefødder trukket op under sig, en anden dag, på Cocks and Cows. Øl, og flere af dem, på Wessels. Brunch, vasketøj og 'farvel men på snarligt gensyn' på The laundromat café, og så en lang togtur tilbage til der hvor man kom fra, med en lille street-art bog, et soundvenue og en halvklistret, men temmelig peberet, DSB sandwich. Juleferien lakker mod enden, og det er egentligt ok. De sidste dage af min ferie skal jeg nyde i Århus med Mona. Det kan ikke andet end at blive skønt. Nytårsaftens fine kjoler, glitter, spas, anretninger og bobler, får i muligvis et smugkig på inden længe. Jeg håber I har nydt ferien og er kommet godt ind i det nye år! Godt nytår til alle!