




Kender I følelsen af at ligge i sin seng om aftenen og næsten fælde en tåre, fordi man har haft en så vidunderlig dag, at man bliver helt trist ved tanken om at den er ovre? Sådan havde jeg det i aftes, for dagen i går var virkelig helt fantastisk. Jeg har haft en virkelig stressende uge, men i går faldt alt på plads på en virkelig lettende måde. Tidligt om morgenen cyklede min veninde fra skolen og jeg afsted med alt vors film-gear 'blækspruttet' fast til cykler. Solen skinnede, luften var kold og klar, og himlen var høj på den måde som den kun kan være om efteråret. Efter at have fanget en god omgang materiale til vores dokumentar-projekt, cyklede vi tilbage langs fjorden og besluttede os for at spise et stjerneskud på en lille havne-restaurant. Så sad vi der i solen, i læ op mod muren og spiste friske stjerneskud og drak en enkelt øl fra fad, inden vi cyklede videre hjem. Resten af dagen fortsatte i samme dur, og alt var skønt, skønt, skønt. I eftermiddag tager jeg bussen ind til Mona i Århus, og så skal vi have en dejlig weekend sammen, med mad og vin på Salon-Salon, biograftur, drinks og masser af snak og pjat. Det glæder jeg mig meget til. Hvad skal I lave i weekenden?